Den forenklede inkassoproces

 

  

Reglerne i hovedtræk

  • Den forenklede proces kan anvendes i sager med en hovedstol under 100.000 kr., hvor der ikke forventes indsigelser fra debitor.
     
  • Reglerne trådte i kraft den 1. januar 2005.
     
  • Stævning er afløst af betalingspåkrav, der sendes til fogedretten – ingen bilag.
     
  • Lavere retsafgifter; hvis debitor ikke gør indsigelse betales 700 kr. for opnåelse af fundament og indkaldelse til fogedretten, når kravet ikke er over 50.000 kr. Afgift for betalingspåkrav 400 kr. og for indkaldelse til fogedretten 300 kr.
     
    Hvis kravet er mellem 50.000 kr. og 100.000 kr., betales 750 kr. + 1,2 % af den del af kravet, der overstiger 50.000 kr. for at indlevere betalingspåkravet. Afgift for indkaldelse til fogedretten er 300 kr. med tillæg af ½ pct. af den del af kravet, der overstiger 3.000 kr.
     
  • Mulighed for at vælge forskellige inkassoforløb.
     
  • Indførelse af et nyt landsdækkende insolvensregister. 
     

Betalingspåkravet

  • Inkassolovens § 10 skal være iagttaget inden betalingspåkravet afsendes, dvs. tidligste afsendelse 10 dage efter varsel om inkassoskridt.
     
  • betalingspåkravet er et skema, der udfyldes og fremsendes til fogedretten uden bilag. ved afkrydsning vælges sagens forløb.
     
  • Betalingspåkravet forkyndes af fogedretten for debitor, der har 14 dage til at fremsætte skriftlig indsigelse mod kravet.
     
  • Hvis debitor gør indsigelse overgår sagen til behandling efter de almindelige regler om civile sager, med mindre kreditor ikke har ønsket at sagen fortsættes i tilfælde af debitors protest mod kravet.
     
  • Hvis debitor ikke gør indsigelse giver fogedretten betalingspåkravet en påtegning, og dette har herefter virkning som en dom (10 års forældelse og gyldigt fundament i fogedretten)

Kreditors valgmuligheder

Kreditor skal vælge:

A.  Skal sagen fortsætte, hvis debitor har afgivet insolvenserklæring?
B.  Skal sagen fortsætte som almindelig retssag hvis debitor protesterer mod kravet?
C.  Skal sagen fortsætte til tvangsfuldbyrdelse i fogedretten, hvis der opnås et fundament?

Der skal betales retsafgift for alle de valgte retsskridt. Retsafgiften refunderes, hvis et retsskridt ikke gennemføres pga. fredning eller ”manglende” indsigelser fra debitor.
 

A: Insolvenserklæring

  • NEJ sagen skal ikke fortsætte:
    Sagen returneres fra fogedretten og alle retsafgifter tilbagebetales. Der er ikke opnået fundament, forældelse er ikke afbrudt, og debitor kan ikke registreres i et skyldnerregister. Kreditor har ret til momsrefusion. Sagen kan genfremsendes senere.
     
  • JA sagen skal fortsætte:
    Sagen fortsætter uanset insolvenserklæringen, det vil sige at betalingspåkravet forkyndes for debitor. Hvis fredningsperioden ikke er udløbet på det tidspunkt, hvor der er opnået fundament og sagen overgår til tvangsfuldbyrdelse i fogedretten, vil sagen blive afvist på dette senere tidspunkt, og retsafgift for selve fogedsagen returneres.

B: Indsigelser fra debitor

  • NEJ sagen skal ikke fortsætte
    Sagen returneres. Der er ikke opnået fundament. Afgiften på 400 kr. for forkyndelse af betalingspåkravet er tabt.
     
  • JA sagen skal fortsætte
    Sagen overgår til behandling efter de almindelige regler for civile sager. Dvs. at debitor skal afgive svarskrift, og at der må forventes en egentlig hovedforhandling.

C: Tvangsfuldbyrdelse

  • NEJ debitor skal ikke indkaldes til fogedretten
    Sagen afsluttes når der er opnået fundament.
     
  • JA debitor skal indkaldes til fogedretten
    Fogedretten kontrollerer igen, om debitor er fredet pga. insolvenserklæring. Hvis debitor er fredet, returneres sagen sammen med afgiften for tvangsfuldbyrdelsen.

Oversigt over retsafgifter

Afgift for forkyndelse af betalingspåkrav 400 kr. / 750 kr. + 1,2 % af den del af kravet, der overstiger 50.000 kr.

 

Afgift for fogedsagsbehandling 300 kr. / 300 kr. med tillæg af ½ pct. af den del af kravet, der overstiger 3.000 kr.

 

Afgift for retssagsbehandling 500 kr. Hvis værdien overstiger 50.000 kr., betales ved sagens anlæg yderligere 250 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger 50.000 kr.

 

Hvis kreditor vælger at sagen skal fortsætte til fogedretten uanset eventuel fredning og/eller indsigelse fra debitor, betales for forkyndelse plus fogedsagsbehandling.
Hvis sagen overgår til retssagsbehandling, vil fogedretten tilbagebetale eventuel overskydende retsafgift. Når der er opnået dom skal sagen indleveres til fogedretten på sædvanlig vis med ny retsafgift.